Spilleregler

LÆST spilles af 2-6 spillere (eller hold, hvis man er flere).

Læg alle spørgsmålskort i en bunke på bordet.
Alle spillere stiller deres spillebrik på startfeltet, og den spiller, hvis fornavn kommer først i alfabetet, får lov at begynde. Man spiller ved at kaste den medfølgende 1-2-3-terning og rykke det antal felter frem, som terningen viser. En modspiller trækker et kort og læser spørgsmålet til den kategori, man er landet på, højt. Hvis man svarer rigtigt, må man slå igen. Svarer man forkert, går turen videre til næste spiller (er man mere end to, går turen videre til spilleren på ens højre side).

Lander man på et spørgsmålsfelt, bestemmer de andre spillere i fællesskab, hvilken kategori man skal svare på – inden de har kigget på kortets
spørgsmål. Svarer man rigtigt på spørgsmålet, skal man rykke en valgfri modstander to felter tilbage og fortsætte sin tur med et nyt terningekast.
Svarer man forkert, rykker man selv to felter tilbage og giver turen videre til næste spiller.

Lander man på et af de to hypnosefelter, får man ikke et spørgsmål, men må give turen videre.

Den, der kommer først i mål, har vundet spillet.

Tip 1: Man kan aftale, at der bruges et stopur, hvis man ønsker at sætte en tidsgrænse for besvarelsen af spørgsmål. Det bør ikke tage over 5 minutter at svare på et spørgsmål.

Tip 2: Man kan aftale, at der ikke skal være svarmuligheder i kategorien LÆST – hvis det skal være rigtig svært.


God fornøjelse med LÆST!